onsdag den 1. januar 2020

2019 - Årene der gik

Kære alle Granslev Forsamlingshus venner og borgere i Granslev.
Nu rinder året ud og derfor går alle i gang med at lave nytårstaler og se tilbage på året der gik.
Mange inddrager faktisk også det sidste 10 år, for hvad skete der i dette årti?

Når alle de andre gør, hvorfor så ikke os?

Kigger man tilbage gennem de sidste 10 år, så kan vi hurtigt konstatere at Granslev med forsamlingshuset som omdrejningspunkt har værnet om traditioner som har eksisteret i rigtig mange år.

Hvert år er der Fastelavnssoldater og fastelavns fest.


Der holdes Sct. Hans, hvor byen også samles.






Hvert andet år trommer hele byen sig sammen om at arrangere og gennemføre et loppemarked, der ikke kun giver penge i kassen men også har karakter af en byfest for folk fra nær og fjern.
Der er altid en fantastisk opbakning.



Så har vi vores to årlige bankoer, og selvom deltagelsen ikke altid er helt som vi kunne håbe, så tør vi simpelthen ikke lade være med at afholde dem.
Da vi for nogle år siden måtte sløjfe den ene omgang banko på grund af manglende kræfter til at gennemføre den, så opstod der jo næsten lynch stemning..😏




Året sluttes altid af med en juletræstænding, hvor vi hygger og ønsker hinanden glædelig jul og godt nytår.






Den helt store stjerne på vores traditioners træ er fællesspisningerne, og her skal året 2017 fremhæves.
Det var her vi oplevede fællesspisningens 25 års jubilæum!
Tænk sig! 25 år med fællesspisning hver 14 dag. Det er da fantastisk! Forsamlingshuset danner rammen om fællesspisningerne, men de har aldrig været styret af forsamlingshuset.
Det er "bare" nogle ildsjæle der arrangerer og alle os andre trofast deltager
Så vi kan bare noget helt specielt i Granslev.

Sker der så aldrig noget nyt i forsamlingshuset?
Jo da!
Hvert år har vi prøvet at holde lidt forskellige arrangementer - alt fra foredrag og teater til musik af diverse arter. Noget er populært, andet er der ikke kommet særlig mange til, men der sker en del ting hele tiden.

I 2014 kom vi på Facebook👍
Samme år tog vi noget helt nyt i brug - med støtte fra Landsbyrådet fik vi installeret et varmepumpe anlæg i både salen og skænkestuen samtidig med et solcelle anlæg. Når vi nu skal varme huset op i løbet af dagen, så kan strømmen fra solcellerne betale for varmen i varmepumperne. Det har været med til at spare os for olie og strøm for nogle tusind årligt. Godt for os og godt for klimaet💓💓





I april 2015 fik huset en ny hjemmeside som siden er blevet lavet om et par gange. Kombineret med
Facebook er vi på den måde mere synlige på nettet til gavn for udlejninger og en digital opslagstavle.

Til efteråret havde Eva Løber og Jan Jacobsen foreslået fællesspisningen, at der skulle investeres i et æblepressesæt. En smadder god ide og nu benyttes det årligt på en hyggelig mostedag. GODT initiativ.






2015 blev også året hvor vi for første gang prøvede at afholde Halloween. Det blev en stor success med 40 deltagere. Børnene elsker at være klædt ud og frådse i slik og uhygge.
Sammen får vi lavet en dag, hvor områdets børnefamilier kan mødes og få en god oplevelse.
Siden 2015 har vi haft det hvert år, så det er vel en tradition nu 👀😈😇



I 2016 kom noget helt nyt til. Paraply organisationen og landsbyfællesskabet Favrskov4ren så dagens lys. Granslev, Bøstrup, Houlbjerg og Laurbjerg med opland er automatisk en del af dette fællesskab og hver by har 3 pladser i bestyrelsen.
Siden 2016 har der været et par landsbymesser med skolen og Hallen som scene, hvor vi kan vise hvad vores område kan byde på af erhverv og foreninger. Forsamlingshusene har her haft en rigtig god mulighed for at snakke sammen om muligheder og udfordringer og dermed lære af hinanden.
Favrskov4ren udvidede deres virke i 2019 til også at omfatte en portal og en app som hedder MinLandsby. Med dette værktøj er det blevet en hel del nemmere at være forening og få sine budskaber ud til flere og samlet under en hat.
Finansieringen af foreningen er udelukkende af støttekroner fra blandt andet Landsbyrådet.
Kommunen har fået øjenene op for at de 4 byer og opland står væsentligt stærkere nu.

I 2017 prøvede vi et samarbejde med Randers Egnsteater, der flot tilbød en revyforestilling til meget
få kroner og hvor overskuddet gik til huset.
Siden har vi forsøgt med amatørteateret fra Houlbjerg og det er alt i alt en rigtig god oplevelse at få cafehygge, teater, grin og kultur blandet med lokal hygge, så det fortsætter også i de næste år.



Huset er blevet renoveret, hvor renoveringen af toiletterne i 2017 var den dyreste, men også mest tiltrængte. Det er blevet rigtig godt.
Der arbejdes og teoretiseres om at få loftet og trappen op kigget efter i sømmene også, men da det er en stor udskrivning og at stort projekt, så lader det vente på sig.




Så der er sket rigtig meget, også selvom meget er ved det gamle.
Vi ser meget frem til 2020 og hvad fremtiden kan bringe os - store som små.

Et rigtig godt nytår til alle!